Book tid

Behandling af åreknuder på benene

Skånsom og effektiv behandling ved speciallæge i karkirurgi

Åreknuder er en almindelig lidelse, som kan give både kosmetiske gener og fysiske symptomer, og i nogle tilfælde føre til komplikationer, hvis de ikke behandles. Hos KarkirurgiCPH tilbyder vi grundig undersøgelse og moderne, skånsom behandling af åreknuder udført af Marie-Louise Struckmann, speciallæge i karkirurgi, dr.med. og Ph.d., med mange års erfaring i behandling af karsygdomme.

Hvad er åreknuder på ben?

Åreknuder er forstørrede vener på benene, typisk over 3 mm i diameter, hvor veneklapperne er blevet defekte. Normalt sørger veneklapperne for, at blodet kun løber én vej, nemlig op mod hjertet. Når klapperne svigter, løber blodet baglæns og ophobes i benene, hvilket medfører synlige, snoede og ofte frembulende årer.

Åreknuder er ikke farlige i sig selv, men kan give hævelse, ubehag og i svære tilfælde dannelse af bensår, hvis de ikke behandles.

Hvorfor får man åreknuder?

Åreknuder er ofte arvelige, men de kan også opstå som følge af:

  • Graviditet
  • Stående arbejde (fx kokke, tjenere, frisører)
  • Hård fysisk belastning
  • Sport med høj vægtbelastning

Hvor mange får åreknuder?

  • 10–15 % af mænd og 15–20 % af kvinder i Danmark får åreknuder
  • Det svarer til ca. 750.000 danskere
  • Årligt opereres ca. 10.000 personer for åreknuder i Danmark

Typiske symptomer

Symptomerne er ofte mest udtalte, når man står eller går i længere tid, især i varme eller om aftenen:

  • Tyngdefornemmelse
  • Ømhed og spænding i benene
  • Kløe, uro eller natlige kramper
  • Hævede ankler
  • I værre tilfælde: brunligt staseeksem, årebetændelse, blødninger eller sår

Hvis en åreknude brister:

Læg dig ned, løft benet op og tryk med en finger direkte på blødningen i et par minutter. Når blødningen stopper, sæt plaster på.

Undersøgelse med ultralyd

Ved konsultationen foretages en grundig ultralydsskanning af dine ben. Det giver os præcis viden om dine veners anatomi og funktion og gør det muligt at planlægge den rette behandling, hvis du har symptomer og ønsker behandling.

Behandlingsmetoder hos KarkirurgiCPH

Formålet med behandlingen er at lukke eller fjerne de syge vener, så blodet i stedet ledes gennem det raske venesystem. Du har ikke brug for de beskadigede overfladiske vener, da dybere vener varetager størstedelen af blodtransporten.

Laserbehandling

En tynd laserfiber føres ind i åren, som lukkes med varme. Du får lokalbedøvelse langs åren, og laserfiberen trækkes langsomt ud, så karret lukkes uden større smerte.

Skumbehandling

Et lægemiddel (Aethoxysclerol) sprøjtes som skum ind i åren under ultralydsvejledning. Skummet irriterer karvæggen, som lukker sig og forsvinder over tid.

Lokal fjernelse

Vi fjerner ofte de udposende årer gennem små 1–2 mm hudsnit, som ikke kræver syning, og giver det bedste kosmetiske resultat.

Operationens varighed og bedøvelse

Behandlingen varer typisk 20–60 minutter afhængigt af omfanget. De fleste får en rus via en vene i armen, en blanding af beroligende og smertestillende medicin, så du ikke mærker stik til lokalbedøvelse så meget. Du er vågen, men afslappet. Vi kalder det vores “Gin & Tonic”.

Før operationen

  • Du skal ikke faste – spis og tag din vanlige medicin (inkl. blodfortyndende)
  • Stop fiskeolie 14 dage før, hvis muligt
  • Fjern evt. lange hår 1–2 dage før
  • Undgå lotion eller creme fra dagen før
  • Tag mørkt, løstsiddende tøj og korte underbukser på

Efter operationen

  • Du må ikke selv køre bil i 6 timer efter operationen
  • Tag forbindingen af i bad ca. 24 timer efter operation – det er lettest der
  • Brug kompressionsstrømper om dagen i mindst 5 dage
  • Undgå sport i den første uge
  • Undgå sol på ar det første år. Brug derfor solcreme med høj faktor.

Mulige bivirkninger

  • Blå mærker: ufarlige, forsvinder efter 2–3 uger
  • Årebetændelse: føles som en øm, hård streng eller bule – behandles med Hirudoid-gel 2× dagligt. Går oftest over af sig selv på 3–6 måneder
  • Infektion: sjældent (<1 %). Ved rødme, hævelse og pus, skal du kontakte os.
  • Nerveskader: sjældne, men kan give stikkende fornemmelser eller nedsat følsomhed. Går som regel over af sig selv
  • Nye åreknuder: Ca. 10 % får nye åreknuder inden for 5 år

Kontrol og opfølgning

Du tilbydes kontrol efter 3 måneder, hvor vi ultralydsskanner igen. De fleste åreknuder er væk på dette tidspunkt. Hvis der stadig er større generende rester, kan vi aftale en lille ekstra operation.

Hvad med aktivitet og dagligdag?

  • Bevæg dig – hold gang i blodcirkulationen
  • Lav gerne venepumpeøvelser
  • Undgå hård motion den første uge
  • Sæt tempoet lidt ned, men vær i gang

Har du spørgsmål efter operationen?

Du er altid velkommen til at kontakte os – vi vurderer gerne dine symptomer og kan skanne igen, hvis du er bekymret. Vagtlæger og hospitaler har ikke altid kendskab til normale reaktioner efter åreknudeoperationer.

Pris


Indholdsfortegnelse

Pris: 6.000 kr til 20.000 kr